EN DAG DEDIKERET TIL FÆLLESSKABET

 

34 studerende mødte op på Republikken med nysgerrigheden og troen på, at fællesskabet kan skabe en bæredygtig bevægelse blandt Danmarks kollegier. Derfor har de valgt at investere tid og energi i innovationsforløbet IMPACT. En dag, hvor en helt særlig bevægelse starter og handlingslammelsen slutter.  

Af Emilia Moth, DANSIC

Det er en regnfuld onsdag i december og i dag summer Republikken på Vesterbrogade af forventning, social innovation og en smule nervøsitet. Inde i cafeen er der roligt og hyggeligt. Folk sidder med deres computere og arbejder, drikker kaffe og er i ly for kulden. Går man gennem cafeen, er der en lang gang. For enden af denne gang en dør. Døren åbnes og der dufter af kaffe og spænding.

34 studerende fra ligeså mange forskellige studieretninger skal i dag være med  til DANSIC’s første IMPACT forløb. 3 dage fordelt over 3 måneder, hvor de studerende får muligheden for at være med til at sætte deres store præg på et fremtidigt kollegie og være med til at gentænke fremtidige fællesskaber. Det er i  hvert fald det, der er visionen.

De frivillige fra DANSIC sidder og færdiggøre de sidste forberedelser. Der ligger et hav af navneskilte på et af bordene, og armbånd lavet af æblelæder er klar til deltagerne. Nogle står og sikrer sig, at powerpointet fungerer, alt i mens Malte Hertz, DANSIC’s formand går sine cue cards igennem. Spændingen er ikke til at tage fejl af, og det er visionen heller ikke.

”I er med i en bevægelse”, konstaterer formanden i sin åbningstale.

 

Kollegiet som omdrejningspunkt

Danish Social Innovation Club – DANSIC, forsøger dette år at skabe en bevægelse, der skal gøre vores by, vores land og vores verden til et lidt bedre sted. Et bæredygtigt sted. I år er der fokus på den handlingslammelse, der opstår i mødet med klimaforandringer og i år er visionen stor. De vil skabe en bevægelse blandt Danmarks kollegier, der skal udforske fællesskabets muligheder for bæredygtig ressourceanvendelse, og med overskriften ”Reimagine Resources” skal  IMPACT-forløbet skabe rammen for netop dette. Det er de studerende, der skal finde frem til løsningerne.

Forventningen hos de fremmødte frivillige fra DANSIC er lige så stor som hos IMPACT-aktørerne, for selvom det umiddelbart ikke er til at se, så har DANSIC’ere og deres bestyrelse de sidste måneder arbejdet hårdt med hver en detalje, hver en post-it og skræddersyet forløbet for  deltagerne og for dem selv. Og kigger man rundt omkring i Republikkens store lokale, er det er tydeligt at mærke, at der ligger gå- på-mod bag dette projekt.

Karen Blincoe åbner dagens mange inspirationsoplæg og tager sit udgangspunkt i de 17 verdensmål. Mål, der alle stiler efter en bedre og mere bæredygtig verden, og som for den almindelige studerende kan virke overvældende, ja nærmest drømmende. Men i tråd med DANSIC’s vision er det hos den enkelte, hos den studerende og hos idémageren, at disse verdensmål kan begynde at blive indfriet. Som Karen Blincoe pointerer, så skal vi arbejde i fællesskab og på tværs af vidensområder.

 

Fællesskabets nye betydning

Den råde tråd for dagen begynder at vise sig, for omkring de runde borde sidder 34 studerende, alle med forskellige udgangspunkter og måder at se sig selv, hinanden og verden på. Det er nemlig ikke bare i fællesskabet at løsningerne skal findes, det er i fællesskabet bygget op omkring forskellighederne.

I en verden, hvor de unge er en del af generation præstation, hvor ord som ’vækst’ og ’fremdrift’ præger diskursen og hvor fællesskab er noget vi associerer med noget virtuelt, synes dagen i dag vigtigere end nogensinde. Ordet ’fælleskab’ skal i dag finde en ny betydning. En betydning, der kan formidles ud til resten af verden, når IMPACT-forløbet er omme.

Repræsentanter fra Byhaven 2200, Beyond Coffee og Emmy Laus oplæg om deleøkonomi sparker hurtigt og sikkert inspiration ind hos de studerende. Nogen sidder og tager noter, mens andre lytter. Inspirationsoplæggene skal symbolisere tre kerneord for IMPACT-forløbet: Dele, skabe og genanvende. Ord, der skal lægge rammen for DANSIC’s vision, men især også give IMPACT-aktørerne en ny måde at tænke ressourcer på.

Der er kaffepause. Det summer rundt omkring i hjørnerne. Tanker om dagen bliver vendt. De frivillige fra DANSIC står og observerer med smil på læben, dagen bliver dokumenteret med video og billeder. På stolene hænger der muleposer med DANSIC 17’s logo og titel som hele tiden minder om dagens formål – ’reimagine’. Stemningen er ikke så fremmed som ved dagens begyndelse hvor IMPACT-aktørerne mødte op, ukendte for hinanden, meget regnvåde og måske uden anelse om, hvad der ventede dem eller hvad de skulle til at blive en del af.

 

Drømmen om et bæredygtigt samfund

Det er tid til workshop. Det er nu IMPACT-aktørerne skal tage hul på projektets omdrejningspunkt og begynde idéudviklingen til det, der kan underbygge drømmen om at starte en bevægelse blandt Danmarks kollegier.

De frivillige fra DANSIC står spændte omkring i hjørnerne. Det er nu, mange måneders arbejde skal lægges i hænderne på de fremmødte, og de står som stolte forældre. Vidne til at tankerne skal til at bære frugt og den store forskel skal skabes.

Deltagerne skal finde på bæredygtige løsninger til kollegiets værelser, dets køkken og bygningen som en helhed. Der er pludseligt noget storslået over ordene ’reimagine resources’, for det starter og ender ikke på kollegiet. Kollegiet skal stå som symbolet for alle fællesskaber, og ideerne skal kunne adopteres ud til alle små og store sociale konstellationer i samfundet. Det skal være beviset for, at fællesskabet rummer muligheder for et bæredygtigt samfund.

Udenfor, langs Vesterbrogade kører bilerne og folk går på fortovene med hætten trukket langt op over hovedet. Regnen siler stadig ned. Det er en helt normal dag derude. Bortset fra her på Republikken. Her er tankerne store og håbet om ideernes muligheder endnu større.

IMPACT er blevet udviklet med støtte fra Tuborgfondet.